Al begyndelse er svær
Det var ellers godt nok tænkt: En bog om militærets mere eller mindre hemmelige indsatser kan udgøre en fare for danske soldater. Ikke mindst på grund af internettet, hvor man risikerer, at landets fjender får adgang til information, man tidligere havde lettere ved at holde inden for landets grænser. - Indtil dette punkt var tankegangen i Forsvarskommandoen fjing-fjong: Verden, herunder fjenden, kigger ind på os!

Dér, hvor kæden hoppede af, var naturligvis, da man i pædagogikkens noble tjeneste forsøgte at vise, hvor farligt det kunne være, når fjenden sidder der og studerer os. - Den tragikomiske farce, som siden udspillede sig i ledelsen af landets forsvar (og angreb) skal ikke yderligere udpensles her, for jeg kan simpelthen ikke skrive nær så bizart underholdende som virkeligheden nu har udfoldet sig.

Det, som jeg derimod gerne vil frem til, er, at vi befinder os i en tid med nye spilleregler, og de spilleregler er defineret af nye teknologier, hvis kompleksitet vi slet ikke har nået at vænne os til endnu. Heller ikke diverse grene af det danske forsvar.

Nye tider
Forsvaret består af mennesker - og dertil er at sige: 1: Gudskelov, og 2: så længe det varer. Vi er nemlig ved at opfinde teknologier, der kommer til at vende op og ned på selv dét.

De mennesker, der leder landets forskellige militære institutioner, er normale medborgere ligesom alle andre, og deres "kulturelle beredskab" er næppe stort anderledes end den øvrige befolknings. Det vil sige, at deres abstraktionsniveau og evne til at tænke længere konsekvensrækker i en globaliseret verden, hvor information kan rejse kloden rundt i løbet af sekunder og i utallige eksemplarer, svarer til alle andres, med mindre de er blevet specielt uddannet i at gennemskue alverdens nye muligheder og sammenhænge.

Man kunne selvfølgelig antage, at det var netop dét, forsvaret var specielt uddannet til, men det er ikke nogen selvfølge, for alle dem der sidder og træffer beslutninger, er børn (og voksne) af en verden uden internet.

Den forgangne uges begivenheder må derfor føre til den konklusion, at vi har et forsvar, der er gearet til verden af i går - eller i forgårs. Simpelthen fordi den globaliserede kultur ikke er kommet ind under huden på de ledende medarbejdere.

Dette er kun begyndelsen - fortsættelsen er endnu vanskeligere
At forsvaret ikke engang kan finde ud af at begå sig i forhold til internettet, Google-translate og noget så almindeligt som hemmeligholdelsen af et Word-dokument, tegner et stærkt bekymrende billede i forhold til den militærteknologiske udvikling, som er i gang.

I øjeblikket arbejdes der - især inden for det amerikanske forsvar - på en række områder, der vil ændre både krig og præmisserne for krig radikalt:

• kunstigt blod, der kan transportere mere ilt rundt i kroppen, så soldaterne får større udholdenhed og bliver så godt som uovervindelige.
• psykofarmaka, der kan fratage soldater empati og andre følelser på slagmarken.
• robotter, der kan fjernstyres, så man kan kæmpe uden at risikere sine egne soldaters liv - og så man heller ikke behøver overveje operationers farlighed eller modstandernes psykologi og menneskelighed
• robotter, der selv træffer beslutninger på slagmarken - og som alt efter programmeringens effektivitet selv skal kunne se forskel på ven, fjende og civilbefolkning. (As if!)
• fjernstyrede insekter, der kan flyve ind over alt og overvåge hvad som helst - og så er der næppe lang vej, før de bliver udstyret med en giftbrod, og så er alle spilleregler sat ud af drift. - Klik på billedet og se filmen.
  

Og det er jo så her, man bliver bekymret, når Forsvarskommandoen ikke engang kan finde ud af at betjene de teknologier, som ethvert 7-års barn har mellem hænderne til dagligt.

Fremtidens forsvar
Hvis vi skal sikre de trygge og frie samfund, som vores forsvar er der til at forsvare, så går vejen ikke gennem militæret, men gennem politiske løsninger.

Krigen i Afghanistan er resultatet af fejlslagen amerikansk politik for ca. 20 år siden, og Irakkrigen var en stupid brøler fra dag ét.

Løsningen ligger naturligvis ikke i at afskaffe forsvaret eller tro, at vi - vupti! - kan fikse verden og gøre krige overflødige. Men vi kan vælge at indrette vores udenrigspolitik på at opbygge civilsamfund, der kan bære en demokratisk udvikling, så vi slipper for at skulle i krig.

Og i mellemtiden kan vi sende forsvarets ledelse på kursus til et PC-kørekort.